Retfærds grunnlag

Retfærd. Nordisk juridisk tidsskrift er et peer-reviewed retsvidenskabeligt tidsskrift, som publicerer innovative artikler på højeste videnskabelige niveau.

I Retfærd analyseres retten fra en teoretisk og praktisk vinkel med baggrund ikke kun i jura, men også i sociologi, kriminologi, politologi, historie, filosofi, økonomi, økologi, antropologi, feminisme og andre videnskaber, som kan bidrage til en videreudvikling og perspektivering af kritisk retsvidenskab. Retfærd bidrager desuden til at afdække de dominansforhold, retten er involveret i, og sætter fokus på, hvordan retsvidenskaben kan virke som emancipatorisk videnskab. Retfærd optager artikler, som ser retten i en bredere kontekst og som bidrager til at udvikle og udfordre retlige fænomener. 

Aktuelle temaer

Foruden videnskabelige artikler optager tidsskriftet i begrænset omfang også essays og diskussionsbidrag, som sætter højaktuelle temaer på den videnskabelige dagsorden og kommenterer dem i et kritisk perspektiv. Løbende bringes tillige korte boganmeldelser og anmeldelsesartikler. Tidsskriftet lægger vægt på, at læserkredsen er nordisk og publiceres derfor som hovedregel på skandinaviske sprog (dansk, norsk eller svensk). Retfærd er primært orienteret mod forhold i Norden og giver et nordisk perspektiv på internationale problemstillinger og diskussioner.

Retfærd udgives fire gange årligt af en nordisk redaktion. Lejlighedsvis udgives Retfærd som temanummer, evt. med medvirken af en ekstern redaktør. Temanumre har ofte et bredere internationalt tilsnit og publiceres i så fald på engelsk. Redaktionen modtager gerne forslag til temanumre.

Refereebedømmelse

Alle manuskripter til artikler, essays, diskussionsbidrag og anmeldelsesartikler underkastes anonym refereebedømmelse. Alle artikelmanuskripter sendes i anonymiseret form til to af redaktionen uafhængige referees. Retfærd bestræber sig på at have referees fra forskellige lande, dog således at en af de to referees skal have tilknytning til det land artikelforfatteren kommer fra eller fra det land, hvis forhold artiklen behandler (forudsat at dette er et nordisk land). 

Artikler bør ikke være mere end 15 normalsider (ca. 6.700 ord, 42.000 tegn), essays 10 normalsider (ca. 4.400 ord, 28.000 tegn) og anmeldelser 5 normalsider (ca. 2.200 ord, 14.000 tegn).

Manuskripter til Retfærd sendes til en national redaktør i elektronisk form. Inden indsendelse af manuskripter til redaktionen, se vejledning til forfattere. Retfærd forbeholder sig retten til at publicere artikler også i elektronisk form, hvis ikke andet aftales med den enkelte forfatter.