Peter Scharff Smith er måske nok 'kynisk, men også optimist', så han håber og arbejder for, at den nye regering vil ændre dansk retspolitik. Men det har været stejlt op ad bakke i de seneste år, siger han.
- Vi lever i en tid, hvor det handler om at have en hård lov-og-ordenpolitik. Det er den politik, som præger vores tid. Fristelsen er simpelthen for stor for politikerne.
Peter Scharff Smith har noget at have sin mening i. Han er en internationalt højt profileret forsker, kriminolog og retssociolog, ophavsmand til den historiske Istanbul-erklæring om isolationsfængsel og en af initiativtagerne til en række opsigtsvækkende forandringer i danske fængsler. Få præger som ham den tværnationale debat om, hvordan og hvorfor vi straffer, og han har to nye bøger på vej om emnet, herunder et standardværk fra Oxford University Press. Og han er ikke bange for at være på tværs af tiden, som mildest talt vil noget andet end Scharff Smith og de fleste eksperter. Tag for eksempel den britiske regering, som for nylig rullee et storstilet lov-og-ordenprojekt ud. Flere skal straffes og hårdere, prøveløsladelse forbydes, der skal ansættes yderligere 20.000 betjente, og dommerne skal fratages muligheder for personligt skøn. 'Tough on crime' kalder man sådan en politik i USA og Storbritannien – eller 'hård i filten' – og den har præget international politik siden 1980erne. Og også dansk politik.
- Den slog for alvor igennem med Lene Espersen som justitsminister i nullerne. Hun sagde ligeud, at hun kerede sig om »retsfølelsen« og ikke om, hvad hun kaldte 'hylekoret' af eksperter. Siden har det kun fået nøk efter nøk opad. Tough on crime kulminerede foreløbigt med Søren Pape Poulsen, der som justitsminister beskyldte praktikerne i Kriminalforsorgen for 'rundkredspædagogik'. Og da han hørte om et ganske lille forsøg med varetægtsfængsling i hjemmet, gik han helt i sort. Det virkede, som om han ikke vidste, at de pågældende ikke var straffede endnu.Det er ren populistisk straffepolitik, der ignorerer forskningen og de praktiske erfaringer på området, siger Peter Scharff Smith.
Den ukritiske brug af isolationsfængsling
Berlingske har interviewet Peter Scharff Smith i serien om danskere, der rykker verden, og det har han konsekvent gjort siden universitetstiden. Endda flere verdener. For Scharff Smith omkalfatrede først sammen med kollegerne Claus Bundgård Christensen og Niels Bo Poulsen historien om de danske frivillige i Waffen-SS, blandt andet med bogen »Under hagekors og Dannebrog« fra 1998. Siden har han blandt andet bidraget til den internationale straffesociologi, ikke mindst med sin forskning i isolations- og varetægtsfængsling, og den begyndte på Rigsarkivet:
- Under en ansættelse på Rigsarkivet stude-rede jeg danske fængselsarkivalier, og jeg noterede, at fængselsvæsenet allerede i 1860erne påpegede, at isolationsfængsling gjorde folk sindssyge. Myndighederne satte en undersøgelse i gang og afviste anklagen. De indsatte blev sindssyge, fordi de onanerede eller var degenerede. Ikke på grund af isolation, lød konklusionen. Og jeg tænkte: Det burde være løgn! Også fordi striden fortsatte helt op til vor tid, og det samme gør den ukritiske brug af isolationsfængsling. I 1980erne begyndte USA – som et udslag af tough on crime – at bygge snesevis af de såkaldte supermax-fængsler og også andre fængsler med 23 timers isolation, og endnu engang hævdede man, at det ikke var skadeligt for de indsatte.
Derfor besluttede Peter Scharff Smith at samle al forskning fra alle lande og alle faggrene om isolationsforskning, og i 2006 offentliggjorde han en 87 sider lang oversigtsartikel i fagtidsskriftet Crime and Justice, som er for kriminologi og retssociologi, hvad The Lancet er for medicin. Artiklen har i mange år været den den mest downloadede af alle artikler i Crime and Justice og med god grund. For den satte én gang for alle tingene på plads: Isolation helt ned til få dage kan være psykisk skadeligt, og skaderne er ofte umulige at reparere. Isolation fører over tid til selvskade, til depression, til paranoia og psykoser. Undersøgelser viser, at isolationsfanger selvskader tre gange så hyppigt som andre indsatte, og en californisk undersøgelse viser, at 33 gange så mange fanger i isolation begår selvmord som andre indsatte. 73 procent af alle selvmord i californiske fængsler sker i isolation. Dermed var Peter Scharff Smiths arbejde for så vidt gjort. Som forsker havde han fremlagt sin forskning og formidlet den, men han gik videre. For der var dengang ingen international definition af isolationsfængsling, ingen FN-retningslinjer, og op til et stort symposium for eksperter skrev han i 2007 sammen med den israelske kriminolog Sharon Shalev udkastet til den såkaldte Istanbul-erklæring. Teksten blev efter tre dages forhandlinger vedtaget, og FNs særlige tortur-rapportør, Manfred Nowak, tog erklæringen med til FNs generalforsamling, og for første gang var der nu noget, der lignede et bud på internationale retningslinjer, blandt andet med krav om forbud mod isolation for børn under 18 år og psykisk syge og forbud mod isolation som udpresning. I 2015 indgik væsentlige dele af erklæringen i FNs såkaldte Nelson Mandela Regler for fængsling, og i den vestlige verden er erklæringen visse steder ved at blive til lov. En række norske retsafgørelser har for nylig for eksempel lagt Mandela-reglerne og Istanbul-erklæringen til grund for begrænsninger i brugen af isolation.
Spørgsmålet rører ved forskerrollen
Det er forståeligt en stor sejr at se sin forskning på den måde blive til international lov, men er det ikke også betænkeligt at gå fra forsker til aktivist?
- På det tidspunkt var jeg ansat på Institut for Menneskerettigheder, og det var naturligt at arbejde med reformer, men spørgsmålet rører ved forskerrollen – og her er der mindst to skoler. Nogle forskere mener, at når de har fremlagt og formidlet deres forskning, så er deres arbejde afsluttet. Andre mener, at man kan arbejde langt mere aktivt med at løse de problemer, man har afdækket i sin forskning. Jeg hører nok til i den sidste gruppe.
- Og problemet er ikke løst – og heller ikke i Danmark, siger Peter Scharff Smith. I Danmark er brugen af visse former for isolation blevet begrænset; i 1970erne sad over halvdelen af alle varetægtsfanger for eksempel i isolation for at beskytte politiets efterforskning, og i dag er tallet under én procent. Men på andre måder går udviklingen den anden vej. Og det 'er et tydeligt resultat af en populistisk retspolitik, hvor diskussionen bliver mere og mere bestemt af følelser og mindre og mindre af fornuft, og derfor oplever vi for eksempel i Danmark en eksplosion i de såkaldte strafcelleanbringelser. Der er tale om indsatte, som på grund af forseelser bliver sat i isolation i strafcelle, og der kan de sidde i op til fire uger. Eksempelvis hvis de taler i mobiltelefon, ryger eller taler grimt. Politikerne har vedtaget en straffetabel, og fængselspersonalet er frataget al skøn. I 2017 var der over 4.000 strafcelleanbringelser, og det var rekord, og tallet i 2018 var langt højere'.
- Men er det ikke fair nok, at politikerne siger, at de vil køre en hård linje, og så vedtager en hård linje i fængslerne?
- Jo, men her konstruerer de et problem og en løsning – af politiske grunde. Fængsels-personale, andre praktikere og fagfolk siger klart, at den massive brug af strafcelleisolation er skadelig både for de indsatte og for personalets arbejdsvilkår. Så der er tale om følelsespolitik mere end fakta, og det er deprimerende – for at sige det ligeud.
To slags retsfølelse
- Hvorfor bruger politikere over hele verden – USA, Storbritannien, Brasilien, Italien, Danmark – tough on crime som sådan et politisk salgsargument? Hvorfor sælger det billetter?
- Der er to slags retsfølelse – den almene og den informerede retsfølelse. Når opinionsmålere ringer rundt og spørger, om vi skal straffe mere eller mindre, så siger folk, at vi skal straffe mere. Her er der tale om den almene retsfølelse, som sandsynligvis bunder i en generel retfærdighedssans. Den informerede retsfølelse ser vi derimod i retssager eller konkrete undersøgelser, når man ved, hvad man udtaler sig om, og her straffer folk gennemsnitligt mindre end domstolene.
- Når politikerne kræver hårdere straf, og når medierne diskuterer straf, så taler de næsten udelukkende til den almene retsfølelse, og den er en uudtømmelig strafressource.«Danmark og de øvrige skandinaviske lande er dermed et paradoks i retssociologien: Påden ene side har landene nogle af de mest progressive rets- og straffesystemer, og det er ikke uden grund, at den amerikanske advokat Donald Specter sponsorerer studierejser for konservative politikere og fængselschefer til Norge for at lære af »verdens mest humane fængsels-system«, som han kalder det. På den anden side har vi også en tradition for stærke stater, der gerne anvender magt og blander sig i borgernes privatliv.
Peter Scharff Smith har i sin forskning taget fat i dette paradoks, blandt andet i en nylig bog, hvor han skriver om straf og velfærdsstaten, og han fortæller om et gennemgående træk ved sine undersøgelser i danske fængsler: De indsatte siger, at de havde 'deres værste og hårdeste fængselsoplevelse, inden de overhovedet blev dømt'.
Som varetægtsfængslede. Danmark har således et af de højeste relative tal for antal varetægtsfængslede, og de er underlagt langt hårdere vilkår end andre indsatte. De har restriktive brev- og besøgsregler, ingen telefon og ringe muligheder for at deltage i uddannelse eller arbejde. På trods af, at de endnu ikke er dømt og principielt bør regnes for uskyldige. I Danmark udgør varetegts-fængslede 35,5 pct. af samtlige indsatte; i England og Wales er tallet 11,1 pct. Hvorfor forskellen? Svaret er blandt andet velfærdsstaten, mener Peter Scharff Smith.
- Velfærdsstaten tiltager sig retten til at tage kontrol over individdet – ikke for at være ond, men for helhedens skyld. Det ligger i dens natur. Tag for eksempel eugenik (arvehygiejne,red.). Danmark var det første europæiske land, som i 1929 indførte en eugenisk steriliseringslov, og i Sverige var tilhængerne af velfærdsstaten i 1930erne også tilhængere af en eugenisk socialpolitik for at skabe 'et bedre menneskeligt materiale'. Velfærdssaten gør, hvad der passer den, helt intuitivt, og det er, hvad vi ser med varetægtsfængslinger.
Forbedringer i alle danske fængsler
«Men tough on crime – og krav om mere og hårdere fængsel og fængsling – forhindrer ikke, at der kan gennemføres ændringer, og Peter Scharff Smith er selv 'vanvittigt stolt' af at have været med til at ændre en århundredegammeltradition i danske fængsler. I 2006 satte han med sin kollega, Janne Jakobsen, gang i et stort forsknings-projekt om børn, der har forældre i fængsel. Efterfølgende fik de bevilget penge fra Ole Kirk’s Fond til at finansiere et større reform-projekt, som førte til forbedringer i alle danske fængsler. Da projektet gik i gang kaldte man fængslernes besøgsrum for 'bollerum', og de egnede sig absolut ikke til familiebesøg.
- Nu har alle danske fængsler børnevenlige besøgsfaciliteter, og man kan mødes på en anstændig måde, der tager hensyn til børnenes situation og behov. Jeg er vanvittigt stolt af at have været med til dette sammen med de fantastiske folk, som vi samarbejdede med i Kriminalforsorgen.
Så 'der er god grund til at være kyniker, men også optimist'.